Årets studietur gik til et eventyrligt slot i Polen, hvor elever og lærere over flere dage spillede liverollespillet College of Wizardry. – Et spil om livet på en trolddomsskole. Asbjørn Visby og Hjalte Aabjerg har nedskrevet nogle af deres oplevelser, henholdvis ‘off-game’ og ‘ingame’:   

Studietur til College of Wizardy

– blogindlæg af Asbjørn Visby, epoet årgang 2022-23

Studieturen til College of Wizardry var en fuldkommen magisk oplevelse. Vi trådte ind i en fortryllende verden, for at opleve magiske kræfter og væsner.

Inden spillet havde vi fået tildelt et hus, og hvert af de fem huse havde deres egne værdier. Jeg var selv præfekt i hus Molin. Molins værdier er Loyalitet, Nysgerrighed og Snedighed. -Værdier som jeg følte passede godt til min karakter og de andre elever i huset.
Som præfekt på en kostskole, var det min opgave at være en slags opsynsmand med en vis myndighed, men også pligter, i forhold de andre elever. Men inde i spillet så jeg igennem de fingre med de fleste regelbrud, og straffede kun de Molin-elever, der blev fanget af andre præfekter eller lærere. -Fordi en rigtig Molin er snedig nok til at ikke blive fanget!

Selve dagene på Czocha var langt fra kedelige. Undervisningen var super god. Man lærte om spillets univers og professorerne gjorde undervisningen virkelig underholdende. For eksempel var der F.E.A.R. lektionerne hvor vi skulle hidkalde en fe og identificere hvad den ville, hvor farlig den var og hvilken rang, den var. Efter undervisningen havde eleverne en masse at skøre projekter at udføre: Ofringer, dæmon hidkaldelser og anden ulovlig magi, sladreklubber og dueller. Spillet stod ikke stille på noget tidspunkt, så det var vigtigt at tage sine egne pauser.

Spillet sluttede af med et kæmpe bal, hvor alle var klædt ud i flotte kjoler og skjorter. Selv lærerne dansede med til polka/kædedans og til lanciers.

College of Wizardry er en Once in a Lifetime oplevelse!

Venskabelig duel

– in-game dagbog fra College of Wizardry, af Teodor Vesely aka Hjalte Aabjerg, epoet årgang 2022-23 

Jeg er dårligt kommet tilbage til skolen efter ferien, før mine plageånder er efter mig igen. Jeg mødte dem i dag på gangen. Harold, Henry og Xamwell trak mig udenfor på Horaces ordre. Andre prøvede at hjælpe, men jeg ville ikke have problemer, så jeg sagde det var en venskabelig duel og gik med. Da vi kom udenfor, trak de mig over til den ydre gårdsplads, hvor Horace stillede sig overfor mig, imens de andre stod som en mur foran åbningen, så ingen kunne kigge ind.

Horace tog et skridt frem, og stillede mig det spørgsmål, jeg har hørt så mange gange før: ”Hvorfor er du her? Du har ikke fortjent det, du burde ikke have kræfter, beskidte mundane”.

Jeg skulle lige til at sige, han havde ret, da en albue ramte mit ansigt, og jeg snublede. Som refleks greb jeg efter min tryllestav. Da han så det, sagde han “Vil du vise dine svage kræfter, så go on.” 

Han trak sin tryllestav og jeg rejste mig op. Han valgte at jeg skulle starte og en ildkugle på størrelse med en mønt fløj mod ham. Han hviskede et ord, og ilden forsvandt. Et grin undslap hans mund, og de andre omkring ham var ved at dø af grin. “Den sølle ildkugle… er det alt du kan? Nu skal jeg vise dig, hvordan man gør!” Da Horace sagde dette, begyndte en ildkugle på størrelse med en fodbold  at forme sig på spidsen af hans tryllestav. Jeg begyndte at forberede en lang beskyttelses formular, jeg havde læst om dagen før. Da ildkuglen var tæt på at ramme mig, sagde jeg det sidste ord, og beskyttelsesformularen var færdig. Ildkuglen ramte skjoldet, og både ildkuglen og skjold eksploderede. Eksplosionen var kraftig nok til at gå igennem min parade, og trykket ramte mit bryst. Mit skrig vækkede åbenbart opmærksomhed, for Molins faun, præfekt Zhang, hørte det og kom over. Horace bildte Zhang ind, at det var en ærlig duel. Zhang, som den regelrytter, han er, gjorde duel officiel ved og erklærede sig selv for dommer. Denne gang startede Horace. Han kastede den ulovlige formular “Torturamus”. Mod sådan en kraftig formular kunne jeg intet stille op, og det næste sekund lå jeg på jorden i smerte. Da det gik op for folkene omkring os hvad der var sket, stoppede de besværgelsen, og tilkaldte en professor. Jeg kan ikke huske så meget mere fra dagen, men resten af dagen når folk spurgte ind til mine blå mærker, sagde jeg hver gang “bare en venskabelig duel…”.