All in!
I Januar 2014 opsagde jeg min stilling som projektleder i Dansk Flygtningehjælp for at kunne hellige mig arbejdet med Epos 100%. Jeg havde i løbet af efteråret erfaret, at Epos optog mere og mere af min tid, og det føltes utilfredsstillende for mig, når jeg ikke var i stand til at dedikere den tid til Epos, som jeg følte der var brug for.

Alea og jeg holdt vores faste udgifter i bund, og med Aleas stabile indtægt som læge kunne vores familieøkonomi godt hænge sammen uden min indtægt.

Bestyrelse, skolekreds og netværk
I februar 2014 etablerede vi Epos som en forening med en bestyrelse og kontingentbetalende medlemmer. Vi nåede hurtigt op på omkring 50 medlemmer som bestod af venner, bekendte og forældre til deltagere på Fantasmos camps. Dette arbejde skulle blandt andet til for at dokumentere overfor pengeinstituttet, at der var substans og seriøsitet omkring vores initiativ.

I marts 2014 holdt vi et brainstorm- og netværksmøde for omkring femten deltagere over en weekend på bondegården hvor Alea og jeg boede. Vi gik lange ture hvor vi talte om, hvad der kendetegner den gode skole, og om aftenen tændte vi op i brændeovnen og holdt ’fortælle-jam’. Her skiftedes vi til at fortælle historier fra vores liv om gode og dårlige oplevelser med skolegang og med at lære.

Det var en livsbekræftende weekend, og min oprindelig drøm om at være sammen med idealister, der er fælles om nogle visioner, var allerede godt i gang med at blive indfriet – længe inden Epos fik mursten og tag.

Epos netværksmøde marts 2014

De første elever skriver sig op
Pengeinstituttet ville gerne se forhåndsindskrivninger fra interesserede elever for at vurdere, om de ville give os et lån. Det er sin sag at skaffe forhåndsindskrivninger halvandet år før en ny skole forventes at åbne, til en skole som endnu hverken har bygninger, lærere eller udførlig indholdsplan – og som ikke har noget PR budget.

For at skaffe de første indskrivninger sad jeg i februar og marts måned og skrev omhyggelige personlige breve til hver af de Fantasmos-deltagere, som jeg tænkte kunne være interesserede i at gå på Efterskolen Epos. Jeg sendte 20 breve med posten, og inden udgangen af marts havde 15 elever skrevet sig op til Epos. På den følgende camp lavede Fantasmos-arrangør Mark Tuure en lille film med nogle af disse ’første epoeter’ hvor de fortæller, hvorfor de gerne vil gå på Epos.

I slutningen af marts holdt vi vores andet møde med Merkur Andelskasse. Vores bankrådgiver sagde, at 15 indskrivninger på så tidligt et tidspunkt var et overordentligt godt tegn, og han vendte fortsat tommelfingeren op til projektet.

Fødselsvéer
I maj 2014 oplevede vi det største tilbageslag i vores arbejde med Epos. Selvom der på det tidspunkt var over et år til planlagt skolestart, så begyndte vi at blive pressede på tiden. Grunden var, at man som ny skole skal være fuldt godkendt af undervisningsministeriet senest 9 måneder før skolestart. Det er en omfangsrig proces som blandt andet involverer, at man skal have et skøde eller en købsaftale på nogle egnede skolebygninger. Af forskellige grunde, der bl.a. havde med behandlingsprocessen at gøre, havde vi sat som mål at indsende vores ansøgning til ministeriet senest 1. Juni 2014.

For at få en købsaftale i hus indledte vi derfor det, vi troede skulle blive de afsluttende forhandlinger om køb af den tidligere Vester Thorup Efterskole. I løbet af foråret var denne skole blevet købt af en lokal landmand, som vi havde været i dialog med, og som havde udtrykt interesse for vores efterskoleplaner. Vi havde fået det indtryk, at det ville blive uproblematisk for os at købe bygningerne af ham på en måde, som kunne blive tilfredsstillende for alle parter.
Da forhandlingerne blev konkrete viste det sig dog, at vi ikke kunne nå til enighed.

Jeg husker en tid med søvnløse nætter og intense grublerier indtil jeg indså, at vi måtte opgive planen om Epos i Vester Thorup. Det var et moment af stor splittelse: På den ene side var det en lettelse at afslutte en forhandlingsproces, som havde været følelsesmæssigt vanskelig. Samtidig blev det meget tydeligt for mig, at der nu var en reél risiko for, at vi ikke ville blive klar til at starte en skole allerede i 2015. Og hvad så med vores femten forhåndsindskrivninger? Ville projektet kunne overleve, hvis vi måtte udskyde det et år?

I denne eftertænksomme stund greb jeg højskolesangbogen, og satte mig ved klaveret for at spille nogle af de sange, jeg holder af. Jeg faldt over Jens Rosendals sang ’Og rammer vilde vinde’, som jeg følte talte til min situation:

Og rammer vilde vinde
en kold udlevet form,
lad formen blot forsvinde –
hvert forår har sin storm 

Men rammes hårdt dit hjerte,
find dybet i dit sind,
og kæmp i lyst og smerte
før nyt skal lukkes ind.

Det som sangen betød for mig den dag var, at jeg ville give slip på visionen om Epos i Vester Thorup, men jeg ville holde fast i det der var vigtigst for mig, og kæmpe videre for at grundlægge Epos – hvor det så måtte blive.

Efter at have spillet sangen sendte jeg en email til Jens Rosendal og fortalte, at hans sang havde gjort et indtryk på mig i en vigtig stund. Jens og jeg kender hinanden, fordi vi har optrådt sammen ved forskellige lejligheder, og vi har opbygget en varm kontakt derigennem.

Jens svarede hurtigt tilbage og spurgte til, hvordan det gik med mit arbejde med den nye skole, og tilbød at melde sig som vores første kautionist, hvis det var økonomien, der blev problemet.

 Digteren Jens Rosendal blev Epos’ første kautionist

Epos tager fart
Indtil dette punkt havde jeg ofte tænkt: ”Gad vide om det bliver ved med at være sjovt at arbejde med at grundlægge Epos den dag, hvor jeg også forpligter mig økonomisk på projektet? – Kan jeg stadig sove roligt om natten, når jeg har sat min underskrift på en købsaftale?”

En ting er at forpligte sig selv. Endnu vanskeligere føles det når man også skal bede andre om at hjælpe med at stille kaution. Hvem skal man spørge? – Sine venner og familie? Og hvordan bliver det så at komme til familiefesterne, hvis projektet mislykkes?

Vi havde i løbet af foråret haft kig på andre skoler end Vester Thorup Efterskole, og blandt andet overvejet den smukke Danebod Højskole på Als. Danebod var imidlertid dyrere end Vester Thorup både i købspris og i driftsudgifter. Vester Thorup ville Alea og jeg kunne købe selv, men Danebod ville vi ikke kunne klare uden økonomisk hjælp fra en stor kreds af kautionister, og derfor havde vi indtil nu sat den plan i bero.

Men nu, presset af ministeriets tidsfrist og opmuntret af Jens Rosendals opbakning, valgte vi den 18. maj 2014 at tage det skræmmende skridt at bede folk om at kautionere sammen med os.

Konkret gjorde vi det, at vi lagde en anmodning om støtte ud på Epos’ facebookside, som på dette tidspunkt havde et par hundrede følgere. Jens Rosendal havde skrevet en udtalelse om Epos og erklærede, at han ville kautionere for de første 10.000 kr. Alea og jeg tilkendegav, at vi ville fordoble alle indkomne kautioner.

Vores mål var at nå 600.000 kroner, da det var den anslåede pris for at få Danebods bygninger ’på hånden’ indtil Epos kunne starte som skole. På under en uge havde vi kautioner for 150.000 (dvs. 300.000 med min og Aleas ’fordobling’) fordelt på en lang række bidragydere, hvoraf størstedelen tilbød i omegnen af 5000-15.000 kr. Det var en utroligt opløftende proces, og støtten føltes som noget af en vitaminindsprøjtning til vores videre arbejde med Epos.

Stadig var vi imidlertid kun halvvejs i mål med kautionerne, og den sidste hjælp kom fra en helt uventet kant.

En uventet hjælp

Få uger forinden var jeg blevet ringet op af en kvinde ved navn Malene Freksen, som er præst på Als. Hun ville hyre mig til et rollespil for sine konfirmander, for hun havde set på nettet at jeg udbød læringsrollespil. Mens vi talte sammen stillede hun mig et spørgsmål, som jeg aldrig er blevet stillet før i forbindelse med en bookning: ”Hvorfor er dit rollespil så billigt?”. Jeg havde ikke selv tænkt over, at mit konfirmandrollespil var billigt, men jeg svarede, at arrangementet for mig også havde den værdi, at jeg så det som reklame for en ny efterskole, jeg arbejdede på at starte.

Malene spurgte interesseret til, hvor i landet den skole skulle ligge, og hun fortalte, at hun var så ked af, at hun dagligt kørte forbi Danebod Højskole og så den stå tom. Hun sagde: ”Hvis I beslutter jer for at starte den nye skole her på Danebod, så kan jeg rejse en skolekreds til jer på ingen tid, for jeg ved, at der er så mange naboer her, der gerne vil have, at der kommer liv i de bygninger igen.”

I slutningen af maj ringede jeg til Malene og spurgte, om hendes tilbud stadig stod ved magt. 5. Juni holdt vi vores første offentlige møde på Danebod, hvor over 50 mennesker var mødt op for at høre om vores planer. Inden måneden var omme var vores skolekreds vokset til dobbelt størrelse, og vi havde rejst de resterende 300.000 kr. i kaution. Desuden havde adskillige meldt sig til at hjælpe os på forskellige vis, bl.a. med at pleje bygningerne, slå græs, male vinduer, bage boller til efterskolernes dag og meget mere.

Mathias Granum og Alea Moreno med den underskrevne købsaftale

Købsaftalen underskrives
I slutningen af Juni gav Merkur Andelskasse det formelle tilsagn om at stille en kassekredit til rådighed for Epos’ opstart. Kassekreditten var betinget af, at vi kunne opnå mindst 40 elever til skolens første årgang.

Det tog noget tid at få købsaftalen for Danebods bygninger helt på plads, men den 14. august underskrev vi købsaftalen, og den 15. august indsendte vi vores ansøgning til undervisningsministeriet om at blive godkendt som ny skole.

Det var berusende at mærke at formaliteterne begyndte at falde på plads, og jeg husker hvordan jeg, Alea og vores 3-årige søn Lucas hoppede på gulvet og sang ’vi har en skole, vi har en skole’. Det var en sang Lucas ofte vendte tilbage til i de dage, og selvom han nok ikke helt vidste hvad det betød, så kunne han mærke, at der var noget som mor og far var meget glade for.

Godkendelsen fra ministeriet kom midt i September, og derved blev det muligt for os at komme på efterskoleforeningens hjemmeside, så vi kunne reklamere for os selv op til Efterskolernes Dag d. 28. September. Arrangementet var velbesøgt med omkring 100 besøgende, og i ugerne efter modtog vi en del nye indskrivninger.

I starten af december 2014 nåede vi de 40 forhåndsindskrivninger til første årgang, som banken havde stillet som krav, og da vi nåede frem til skolestart d. 9. August 2015 kunne vi åbne Epos med hele 67 elever til de 70 sengepladser. –Langt bedre end nogle af os havde turdet håbe på.

Drømmen der blev til virkelighed
I skrivende stund er det 31. december 2015 – præcis 4 år efter at det frø blev sået, som i dag er blevet til Efterskolen Epos. Arbejdet med at grundlægge Epos har været lige så spændende og livsbekræftende som forventet. Til tider har det været hårdt, men det har været hårdt på samme måde som at løbe et langdistanceløb, som man er gået ind i af lyst – bakkerne er en del af den tur, man sagde ja til.

Det er med glæde at jeg denne nytårsaften kan se tilbage på det måske mest indholdsrige år af mit liv. Jeg ser frem til den videre fortælling om Efterskolen Epos.

Godt nytår!

-Mathias Granum

Læs mere om Epos’ historie her:

Februar 2015: Lærerne ansættes, og vi påbegynder arbejdet med at udvikle læringsrollespil til det første år.

9. August 2015: Åbningsdagen. Epos starter med 67 elever til de 70 sengepladser.

Oktober 2015: Årgang 1 evaluerede deres første måneder på Epos.