Bliv mester!
Vi ved at øvelse gør mester. Desværre er den typiske klasseundervisning ofte tilrettelagt sådan, at der går meget tid hvor mange elever ikke øver sig. Måske taler læreren for lang tid ad gangen, og det er svært for eleverne at holde koncentrationen. Eller måske er det altid de samme fem elever der rækker hånden op og deltager i timen, fordi andre er utrygge ved at sige noget. -Nogle er bange for at sige noget forkert. Andre er bange for at sige noget klogt og blive kaldt for stræber. Nogle vil hellere undgå at forsøge, end at risikere at lave en fejl.
På Epos gør vi meget for at skabe et trygt klassemiljø hvor vi bakker hinanden op, og det er ok at fejle. Og vi gør undervisningen aktiv og dynamisk, så alle hele tiden er med, og der ikke er tid til at falde hen.
Legen hjælper til med dette, for når man er i gang med et rollespil, kan alle være aktive på én gang – med at diskutere problemer, løse konflikter, lave aftaler, argumentere for synspunkter eller forberede sig på en faglig udfordring. Og når du spiller en rolle, er det aldrig dig der fejler: Du har et alibi til at prøve ting af. Du kan argumentere for en holdning selvom du ikke er sikker på, om du i virkeligheden tror på den; du kan være selvsikker, arrogant eller fornærme andre, for det er kun deres rolle, du fornærmer.
På Epos opdager du måske, at vi allesammen spiller roller det meste af tiden, hvad enten vi kalder det rollespil eller ej. I en almindelig folkeskoleklasse bliver der også spillet mange roller, men det er ikke alle rollerne der er gode for indlæringen. På Epos støtter vi dig i aktivt at vælge hvilken rolle, du gerne vil spille.
Hos os har du også god mulighed for at øve dig i ting uden for undervisningen. En god måde at træne dine evner er, at træde ind i en lederrolle og give noget til andre. Du kan for eksempel lære at blive spilleder for bordrollespil, du kan starte dit eget band, fitnesshold, skriveværksted eller teaterhold. Hver dag holder vi en samling, hvor alle kan udbyde aktiviteter, som andre kan melde sig på. Så der er god mulighed for at dyrke dine interesser og udvikle dine evner sammen med andre.
Nedenfor har vi samlet nogle videoer om læring gennem leg og spil samt andre temaer, der er relevante for Efterskolen Epos’ pædagogik.
Denne video fra Khan Academy fortæller om, at man kan blive god til alt – bare man øver sig og er villig til at fejle undervejs.
I dette visionære foredrag taler spiludvikleren Jane McGonigal om, hvordan spil kan hjælpe os med at løse nogle af de udfordringer, verden står overfor. Hun beskriver blandt andet et spil, som forbereder os på en fremtid, hvor vi skal klare os med mindre olie.
John Hunter er folkeskolelærer, og har udviklet en form for brætspil han kalder ‘spillet om verdensfreden’. Grundidéen er, at eleverne gennem spillet får stor frihed til selv at afprøve, hvad der virker og hvad der ikke virker, hvis man vil eksistere fredeligt sammen.
Professor Scott Nicholson taler i dette oplæg om begrebet ‘gamification’. Gamification vil sige, at man tilføjer spildynamikker til situationer, som man normalt ikke forbinder med spil (f.eks. hvis man gør det til en sport at se, hvor hurtigt man kan tømme opvaskemaskinen). Han taler kompetent og kritisk om, hvordan gamification kan bruges og misbruges. Han advarer særligt mod hvordan gamification kan blive en form for ‘bolsjepædagogik’, hvor man gør folk interesserede i belønningen i stedet for selve opgaven. Han taler desuden om, hvordan man kan bruge gamification på meningsfuld vis til at øge den iboende og naturlige glæde ved at lære nyt.
Denne video fra Khan Academy viser de mere tekniske aspekter af læring og at hjernen og intelligensen kan trænes ligesom en muskel.



