Spiller og leger sig til job
Spiller og leger sig til job
Ansættelsessamtalen var udvidet til en weekend på Efterskolen Epos. Ansøgerne brugte weekenden på rollespil, teatersport og filosofiske diskussioner samt fremviste egne undervisningskompetencer, så det 10 mand store ansættelsespanel kunne vælge de rette
Efterskolen Epos, der starter efter sommerferien, er tæt på at have hele elevholdet på plads, og nu er lærerstaben også udpeget. Skolens pædagogik kommer til at bygge på læring gennem leg og spil, og 14 ansøgere til de seks lærerstillinger* brugte en weekend på at lege og spille sig gennem et utraditionelt ansættelsesforløb.
Ansøgerne deltog sammen i en række aktiviteter, og et ti mand stort ansættelsespanel observerede og vurderede kandidaternes kvalifikationer.
»Det kræver en vis mængde overskud at starte en ny skole op. Vi havde derfor tilrettelagt ansøgningsforløbet med henblik på at spotte denne kvalitet hos ansøgerne, og den skriftlige ansøgning var mere omfattende, end de fleste nok er vant til: Deltagerne skulle blandt andet vedlægge en videopræsentation af sig selv og en synopsis for et undervisningsforløb, der inkluderede leg og spil,« siger forstander Mathias Granum.
Højt fagligt niveau
Og legende elementer var en væsentlig del af weekendens indehold.
»Ansøgerne kom igennem konkrete undervisningssituationer, samarbejdsøvelser, case-arbejde, teatersport, rollespil og filosofiske diskussioner,« siger Mette Østerby, der er afdelingsleder på Sjølundsskolen og en af de ti, der skulle bedømme ansøgerne. Hun var meget begejstret for det, hun så.
»Ansøgerne tog mig med storm. De var sprudlende, kreative, imødekommende, kloge, sjove, tænksomme, tjekkede, ansvarlige og fantastisk søde,« siger hun og var imponeret over feltets kreative og legende tilgang til undervisningen samt det høje faglige niveau.
Vi fik set dem undervise
»Da ansættelsespanelet voterede søndag eftermiddag, skete det på et meget kvalificeret grundlag,« siger forstander Mathias Granum og tilføjer, at kriterier som faglig robusthed, mundtlig formidlingsevne, dialogiske kompetencer og samarbejdsevner indgik.
»Mange af de kvalifikationer kan være svære at vurdere i et traditionelt jobinterview,« siger han og fortæller, at det desuden har været givtigt for ham at se ansøgerne undervise.
»Vi fik for eksempel indtryk af, hvordan de i praksis strukturerer undervisningen, og hvordan de inddrager eleverne,« siger han og synes, at der var en god stemning blandt alle hele weekenden.
Uformel atmosfære
»Vi gjorde en del ud af at fremme en uformel atmosfære. Ansættelsespanelet var ofte med ”på gulvet” sammen med ansøgerne, og deltog for eksempel i samarbejdslege og agerede elever, når kandidaterne skulle undervise,« siger Mathias Granum og tilføjer, at den åbne, anerkendende og venlige atmosfære var afgørende, fordi formålet ikke kun var at finde den rette lærer.
»Det handlede jo også om at etablere den samarbejdskultur, vi gerne vil have kommer til at kendetegne Efterskolen Epos,« siger han og er sikker på, han har fundet de rette personer.
*Note: Vi havde i alt 34 ansøgere til lærerstillinger, hvoraf 14 blev inviteret til ansættelsesweekenden. Seks lærere fik job efter weekenden, og yderligere tre havde fået lovning på en stilling inden weekenden, så det samlede antal lærere til første årgang er foreløbigt på ni, eksklusiv timelærere.