Epos, et sted med de bedste strategier
Af Mikkel Bistrup Andersen – Rollespiller, campdeltager og kommende elev
Da jeg var på Epos camp i påsken, lærte jeg en masse dejlige mennesker, som skal være mine klassekammerater, at kende. Udover at lære en masse nye mennesker at kende, lærte jeg også noget helt specielt om Epos og dens strategier, og jeg må sige, at nogle af de ting Epos gør, bl.a. det om socialt samarbejde og læring gennem leg, er nogle af de bedste strategier, jeg nogensinde har set og fået æren af at afprøve selv.
Lad os starte med den første og nok også den bedste, som er deres krav om at møde op på en af deres fantasiske Fantamos Camps inden man bliver elev. Dette er bl.a. for at møde sine kommende klassekammerater, og denne idé har jeg aldrig set udført før, men det er nok den bedste måde, jeg nogensinde har prøvet at møde nye mennesker på. Det bryder totalt isen, som der normalt er på den første skoledag. Men på Epos kan jeg bare komme på første skoledag og sige hej til alle sammen uden problemer, fordi jeg jo allerede har været sammen med dem og mødt dem før. Denne strategi med at få sine elever i bedre social kontakt er nok noget af det bedste ved Epos.
Ja, men alt det sociale er jo ikke det eneste, der skal til på en efterskole. Der skal jo også være noget læring, og Epos totalt nailer den når det angår læring. Epos bruger strategien lær gennem leg, men Epos tog det princip og perfektionerede det. De bruger virkelig deres temaer – såsom rollespil – godt i undervisningen: Det er bare lidt nemmere at snakke engelsk, når man skal forsvare sig selv i spillet ’varulv’, og det er bare meget sjovere at finde information om Alexander Den Store, når dine tidsrejse-agenter skal bruge informationen for at fikse tiden selv. Og selvom det lyder som ren sjov og ingen læring, så er det en utrolig god måde at lære på, og det er jo bare fantastisk, at man kan have det sjovt, mens man lærer en masse nye ting.
Jeg er utrolig glad for, at jeg har fået æren af at blive en del af dette dejlige fællesskab, og jeg kan ikke vente med at starte på skolen og møde alle mine klassekammerater en gang til, og jeg kan ikke vente med at være en del af disse fantastisk udførte strategier.