Afskedstale til årgang 1

Kære Epoeter

I dag er der en fortælling som slutter. Vi har sammen haft et år med mange fortællinger og mange eventyr. I har spillet rollerne som ambassadører for en art. I har spillet rollerne som adelige videnskabsmænd og -kvinder fra ’The exhaulted kingdom of Albion’. I har spillet rollerne som trolddoms-elever på et Hogwarts-inspireret slot.  Og I har deltaget i mange andre spil og fortællinger i løbet af året.

Men neden under alle de små spil, så har vi også været i gang med et større rollespil i år. Det er et rollespil hvor jeg har spillet rollen som forstander på en efterskole. På mit karakterark stod der blandt andet, at jeg skulle arbejde for, at vi som ny skole hele tiden lærte af vores erfaringer. Nogen har spillet rollen som forældre til et barn på efterskole. På deres karakterark stod der blandt andet, at de skulle prøve at undvære deres barn for en tid, men også at de skulle være der for at støtte jer i modgang og heppe på jer, når det gik godt. Nogle har spillet rollerne som medarbejdere og lærere på Epos. På deres karakterark stod der blandt andet, at de skulle skabe en legende måde at undervise jer på, og at de skulle afslutte året med at spille et spil med jer der hedder ’eksamensspillet’…

Og I har så, indtil i dag, spillet rollen som elever på Efterskolen Epos. På jeres karakterark stod der, at I skulle gribe alle de muligheder som dukkede op. Der stod at I skulle prøve ting af, lave så mange nyttige og interessante fejl som muligt, og lære af fejlene. Der stod at I skulle opbygge et stærkt fællesskab, at I skulle være der for hinanden, og at I skulle lære om jer selv ved at spejle jer i hinanden. Og der stod at I skulle gribe chancerne for at optjene XP og stige i level, både fagligt og menneskeligt.

Det har været vores roller i år og indtil i dag.

Men i dag når vi er færdige med den her ceremoni, så træder vi alle ud af de roller, som vi nu har spillet i et år. Jeg vil tillade mig – i hvert fald for en stund – ikke at være forstander for Efterskolen Epos. Lærerne vil for en stund ikke være lærere på Efterskolen Epos. Og I vil ikke længere være elever på Efterskolen Epos.

I kender måske følelsen af, at når en fortælling slutter, så kan der opstå et tomt rum. F.eks. når man har læst sidste side i en bog eller en bogserie, som har gjort et stort indtryk på en. Eller når man gennemfører et computerspil som har haft en god fortælling, som man har levet sig ind i. Eller når man afslutter en længere rollespilskampagne og træder ud af en karakter, som man har nydt at spille.

Sådan et tomrum kan også opstå når man afslutter et efterskoleår. Det interessante er, at sådan et tomrum nogle gange kan være et mulighedernes rum. For når man træder ud af en rolle man har haft længe, så har man chancen for at spørge sig selv: ”Hvem er jeg nu?”.

Måske kan vi sige at om lidt, når vi ikke længere er medarbejdere og elever på Epos, så er vi i stedet for alle i samme båd som opdagelsesrejsende på vej igennem den mystiske og magiske fortælling der hedder livet. En fortælling som vi i år har fået lov til at dele ét kapitel af med hinanden.

Når I nu snart forlader Epos så håber jeg, at noget af det I tager med jer er, at I kan være med til at skrive jeres eget livs fortælling. I ved fra I år, at I kan gå ind og ud af roller, så I ved at I har stor frihed til at vælge hvilke roller I vil spille i jeres eget liv, og hvilke typer af fællesskaber I vil skabe sammen med andre. I år har I også fået erfaringer med at skabe spil, og I har lært noget om at hvis man ændrer lidt på reglerne og spildynamikkerne så kan man skabe helt nye oplevelser for sig selv og andre. Det er en vigtig indsigt som jeg håber I vil tage med jer og bruge fremover. Når man får blik for at vi er stand til at ændre på de fortællinger, vi er en del af, så kan det frigive en masse kreativitet.

Vores kultur er fuld af normer, og nogle er der af en god grund, og nogle er der måske ikke altid af en god grund. Er det for eksempel fornuftigt at man i mange folkeskoleklasser skal se ud på en bestemt måde og klæde sig på en bestemt måde for at blive accepteret i fællesskabet? Er det fornuftigt at vi mange steder i samfundet har et meget klart skel mellem om man skal kaldes ’han’ eller ’hun’ –  eller ville det være bedre at justere spillets regler lidt, så der var flere muligheder?

Når man opdager at regler og normer ikke er støbt i cement, så kan man få en aha oplevelse ligesom Neo i filmen Matrix som opdager, at alt det han troede var virkeligt var en illusion, – og når man opdager at man har indflydelse på hvordan spillet skal spilles, så udvider grænserne sig for, hvad man kan lære og hvordan man kan udvikle sig.

En film jeg har set rigtig mange gange de sidste tre år er pixar filmen Cars (eller biler). Den var i en periode Lucas’ – min søns – yndlingsfilm. De af jer der har set filmen vil kunne huske at hoverpersonen Lynet McQueen gennem hele filmen er optaget af at vinde et stort racerløb. Det er det spil han er interesseret i, og hans mål er at vinde.

På vej til det store racerløb havner han – på grund af nogle uheld – i et lille landsbyfællesskab sammen med en masse mærkelige typer. Tiden han tilbringer i det fællesskab ændrer ham, og han lærer forskellige ting om livet.

Til sidst i filmen finder han alligevel frem til det store racerløb. Under løbet sker der det uheldige at en af de andre biler – den ærværdige The King –  kommer ud for et uheld, så han ikke kan gennemføre løbet. Lynet er tæt på målstregen men stopper op og tager en beslutning om at ændre spillets regler. Han er ikke længere tilfreds med rollen som den smarte bil der kommer først. I stedet for selv at køre i mål afgiver han sin førsteplads og kører tilbage for at hente The King, så han kommer med over målstregen.

Jeg håber at noget af det I tager med jer fra i år er, at hvis I senere i jeres liv ligesom Lynet kommer til at befinde jer i et spil, som I ikke længere bryder jer om, så skab et bedre spil. Hvis I føler at den rolle I har spillet ikke længere passer til jer, så skift rolle. Hvis I ikke bryder jer om den fortælling I er en del af, så skab en ny og bedre fortælling.

Jeg håber at I i jeres liv vil tænke ikke kun som spillere men også som spilledere. Og jeg håber I vil tillade jer selv af og til at løfte blikket og ’metagame’, og løbende have blik for om jeres livs historie er i harmoni med jeres drømme og værdier.

Jeg vil gerne runde af ved også at sige tak for jeres tålmodighed. Jeg tror jeg taler både for mig selv og mine kolleger når jeg siger, at vi nok har lært mindst lige så meget som I har i år. Vi har sammen med jer grundlagt en ny skole med en anderledes måde at undervise på, og når man gør noget for første gang så har man ofte brug for at lave nogle fejl og få støtte til at rette fejlene og lave forbedringer. I har som første årgangs epoeter haft modet til at kaste jer ud i dette projekt sammen med os, I har givet os nyttig feedback og I har hjulpet os med at lave forbedringer og med at forme Epos som skole. Så tak for jeres tålmodighed, tak for jeres hjælp og tak fordi I ville være med på denne opdagelsesrejse.

Tale holdt af forstander Mathias Granum ved afslutningsceremonien d. 25. Juni 2016