Velkomsttale til årgang 2

Forstanderens velkomsttale til årgang 2016-17 ved ankomstdagen 7. august 2016

Kære elever, kære epoeter

Med jer til Epos medbragte I i dag en fortryllende bog. Jeg har ikke skrevet den på jeres pakkeliste, for jeg vidste, at I ville medbringe den uanset hvad. Det er ikke en bog der findes i papirsform, og den eksisterer faktisk slet ikke i denne dimension, men I kan alligevel se for jer, at I har bogen hos jer lige nu. Måske er den indbundet i læder, og måske er skriften på forsiden kunstfærdigt snirklet.

Og når du læser de snirklede bogstaver kan du se at der på forsiden står: Min fortælling om Epos.

Og nedenunder står dit navn – eller måske dit kunstnernavn eller dit hemmelige navn.

Det spændende ved denne bog er, at når du åbner den, så vil du opdage noget besynderligt: Siderne i bogen er tomme. Eller det vil sige: Helt tomme er de ikke, for der er nogle overskrifter hist og her.

Måske er der en overskrift der hedder ’eventyret begynder’. Måske er der en overskrift, der hedder ’venskaber knyttes’. Det kan også være der er en overskrift der hedder ’den mørke regnvejrsdag’, eller ’min store udfordring – og historien om, hvordan jeg overvandt den’.

Men ud over nogle overskrifter, så er siderne blanke, for det er dig, der skal skabe fortællingen.

Fortællinger kommer i mange former – fra et japansk Haiku digt på 17 stavelser til en TV serie med rigtigt mange afsnit. Men den fortælling, som du nu kommer til at skabe, bliver længere og mere episk end selv den længste TV serie. Karaktererne i din fortælling kommer til at være mere virkelige, interessante og komplekse end i nogen film, du nogensinde har set. Og selvom der kommer til at være en rød tråd i fortællingen, så kommer der også til at være en masse sideplots og små sidehistorier, du kan gå på opdagelse i.

Fortællingens genre kan bedst sammenlignes med et rollespil. Det bliver det som man i rollespilsjargon ville kalde et 10 måneder langt ’fully immersive live action roleplay’.

Vores 10-måneders Epos-rollespil bliver ’fully immersive’ fordi vi kommer til at være i karakter næsten hele tiden, og fordi vi har fundet en fed og meget livagtig kulisse, som er de bygninger I ser omkring jer. I spillet har vi også nogle meget dygtige NPC’ere eller ’arrangører’, som kommer til at spille rollerne som medarbejdere og lærere. De er så gode til at spille rollen, at man nogle gange kunne komme til at tro at de faktisk var virkelige lærere. Men det er ikke sandt – i virkeligheden er de noget helt andet. Det vender jeg tilbage til.

I det her rollespil som vi kalder Epos, der har du også et karakterark, som du selv får mulighed for at udfylde:

Du kan vælge, hvilken rolle du gerne vil spille her.

Min opfordring til jer alle er: Brug den frihed godt. Mange mennesker er ikke klar over, hvor stor frihed de i virkeligheden har til selv at vælge deres rolle.

 

De fleste af jer gik på en folkeskole inden I kom til Epos. Hvis jeres folkeskoler minder om den jeg gik på, så har I måske oplevet, at det kunne være ret begrænset, hvilke roller man kunne spille der. I har måske oplevet at have klassekammerater, som af frygt for at være anderledes alle prøvede at spille den samme rolle som alle de andre. Du har måske også oplevet, at du selv til tider sad fast i en rolle, som du egentlig ikke følte var dig. Måske har du nogle gange følt, at der var andre sider i dig som havde lyst til at komme frem og udfolde sig.

Nu har du muligheden for at skabe dig den rolle eller karakter, du godt kunne tænke dig at være her i dette fællesskab:

Måske vil du skabe dig en karakter, som vil blive husket for sit mod? – En der tør tage chancer og gribe de chancer og muligheder, der kommer?

Eller måske vil du gerne være en god kammerat – en der er der for andre både på de gode og på de dårlige dage.

Måske kunne du tænke dig at afprøve dine lederevner, og være én som skaber gode oplevelser for dine venner ved at arrangere ting og sætte gang i aktiviteter?

Måske har du lyst til at bringe dine kreative og kunstneriske evner i spil – og måske bruge din påklædning til at udfolde nye sider af dig selv, og til at hjælpe dig selv og andre med at huske, at du har mange sider og rummer mange muligheder i dig?

Måske har du en filosofisk side du kunne tænke dig at udfolde – det kan være du har lyst til at reflektere over nogle af livets store spørgsmål sammen med dine med-epoeter eller sammen med de voksne eposoffer, og derigennem blive klogere på, hvad du selv tror på og hvad der er vigtigt for dig i dit liv?

Mulighederne ligger åbne, og det er din opgaven at vælge, hvilke roller du vil spille i denne fortælling. Kun du kan gøre det, for det er din fortælling.

Der er dog en ting jeg vil bede om: Uanset hvilken rolle du vælger, så lad det være en rolle, der siger mere ’ja’ end ’nej’.  Lad Epos være et sted, hvor vi siger ’ja’ til hinanden. For når vi siger ja til hinanden, så giver vi hinanden plads til, at vi alle kan udfolde vores fortællinger, og at vi alle kan få lov til at være dem, vi gerne vil være. På den måde bliver vi til støttende medskabere af hinandens fortællinger.

Så hvad vil det sige at sige ’ja’ til hinanden?

At sige ’ja’ til hinanden betyder, at vi møder hinanden med nysgerrighed og åbenhed i stedet for med fordomme. At sige ’ja’ til hinanden betyder, at vi ser efter det bedste i hinanden, for venlig opmærksomhed rummer en usynlig og dog overvældende styrke, som er ligeså overraskende som mælkebøttens styrke, når den bryder igennem den hårde asfalt. At sige ’ja’ til hinanden betyder, at hvis vi her de første dage ser nogen, der går meget alene, eller kun taler med nogle få, så inviterer vi dem med i fællesskabet. At sige ’ja’ betyder, at hvis man møder lidt træt op til sin undervisning mandag morgen, og ens lærer har fundet på et læringsspil, som han eller hun vil afprøve for første gang – så går vi ind i det med liv og sjæl … også selvom det er mandag morgen. Måske er lærerens undervisningsspil kun en betaversion og rummer et par småfejl, og måske er alle lidt trætte, men sig ja! Fordi hver gang vi siger ja eller nej, så skaber det ringe i vandet.

Det tager kun få sekunder at sige nej til et andet menneske – en lærer eller en elev. Nogle gange behøver vi ikke engang sige noget, vi kan vise vores nej med kroppen. Det tager kun få sekunder at afvise, men vi har alle oplevet, at andres afvisning eller ’nej’ har fulgt os i lang tid efter, og gjort os mindre modige og gjort, at vi måske var mere forsigtige med at være os selv.

Og på den anden side: Et enkelt ja – et smil, et venligt ord kan ændre vores grundstemning i lang tid frem. Nogle gange kan et ja fra en anden person være en del af det fundament, vi bygger vores liv på, og være noget, vi tager med os for altid. Dit ja, som du giver mandag morgen – når du er træt, men alligevel vælger at gå helhjertet ind i undervisningen – det ja vil sprede ringe i vandet. Du vil være med til at grundlægge en kultur og starte en trend. Du vil inspirere og måske hjælpe din lærer med at rette småfejlene i hans eller hendes beta-version. Sammen vil I få ideer til, hvordan I kan gøre undervisningen endnu bedre. Og der vil være den samme ånd når I undersøger, hvordan du bedst lærer tysk grammatik, som når I taler om, hvordan du laver et kostume eller skriver dit eget rollespil.

Fordi: Når vi hjælper hinanden, så kommer der en særlig ånd, uanset hvad det er, vi hjælper hinanden med. Det er en ånd som I allerede har fået en smagsprøve på, når I har været her på camp. Og jeg tror at den ånd kommer af, at vi alle er i samme båd…:

På epos er elever epoeter og medarbejdere er eposoffer. Og epoeter og eposoffer er slet ikke så forskellige.  Jeg fortalte for lidt siden, at vi til dette store 10-månederes rollespil havde fundet nogle arrangører, som var rigtigt gode til at spille rollen som lærere. Så gode at man nogle gange kunne komme til at tro, at de faktisk var lærere.

Men nu er tiden kommet til, at jeg kan afsløre sandheden:

I virkeligheden er eposofferne eller lærerne opdagelsesrejsende ligesom jer. Vi er medforfattere til historien ligesom jer. Vi er ligesom jer rejst hertil fra hele landet for at tage del i dette eventyr. Og vi er her, fordi vi gerne vil skabe den skole for jer, som vi gerne selv ville have gået på.

Så lad os – epoeter og eposoffer – skabe denne fortælling sammen. Lad os huske at vi har stor frihed til at vælge vores rolle. Lad os se efter det bedste i hinanden, og lad os være medspillere der giver støtte, liv og styrke til hinandens historier.

Lad fortællingen begynde. Velkommen til Epos!