Her er hvad vi skrev i infobrevet om dokumentarprogrammet:
Besøg af journalister under spillet – dokumentarfilm om Nybyggerne:
Om lørdagen får vi besøg af en lille gruppe journalister, som gerne vil lave en dokumentarfilm om rollespil som undervisningsform. Gruppen er ledet af Alexander Murashev, som arbejder for Radio Free Liberty / Current Time. -Et amerikansk medie der henvender sig til russisk-talende mennesker bosat udenfor Rusland.
Alexander Murashev har skrevet bogen ”A different school” hvor han undersøger andre skoleformer, end den, han selv er vokset op med. For tiden er han i gang med en dokumentarserie med samme navn. Som led i serien rejser han rundt i Europa og besøger forskellige skoler, som har en nyskabende tilgang til undervisning. Se den første video i serien her. (Alexander, som vi får besøg af, er den samme som speaker i starten af videoen). Alexander har hørt om Epos fra en forælder til en tidligere elev, og det er derfor han har kontaktet os.
Videoen de vil lave om Epos og Nybyggerne burde blive tilgængelig på deres youtube kanal i løbet af sommeren, og vi linker nok til den fra Epos’ hjemmeside.
De vil så diskret som muligt filme spillet, og nogle deltagere vil blive spurgt, om de vil have lyst til at give et interview.
Jeg håber at I føler jer komfortable ved dette. Jeg vil bede jer forældre give tilsagn til, om det er i orden at jeres barn er en del af dokumentarfilmen. For at gøre dette overskueligt for mig selv, så sender jeg jer en separat mail, som jeg vil bede jer svare på vedr. tilsagn.
I er også velkomne til at skrive til mig, hvis I har spørgsmål.
