Epos i bladet Rollespil

Epos interviewet til bladet Rollespil

I efteråret blev Epos interviewet til det landsdækkende blad Rollespil, og det kom der en fin artikel ud af, som blev trykt i November-nummeret. Artiklen kan læses i sin helhed her i bladet, på side 12-15 – med billeder og infobokse med mere. Eller du kan læse selve brødteksten herunder:

 

[Artikel i bladet Rollespil, trykt November 2014]

Danmarks næste rollespilsefterskole åbner i 2015

En enkelt underskrift markerede et vigtigt kapitel på en lang og intens rejse for Efterskolen Epos og sikrede samtidig en af de vigtigste ingredienser for den kommende efterskole: de perfekte bygninger til den nye skole. Dermed er scenen sat for at verdens anden rollespilsefterskole starter sit første hold den 9. august 2015.

Skolens hjem bliver på Danebod på Als i Sønderjylland i flotte og stemningsfyldte bygninger med udsigt til Fynshav, som en fan på Facebook spontant udbrød ved nyheden: “WAAAAUUUU! Der kan man lave noget fedt rollespil.” Det virker til at bygningerne, som tidligere har huset en højskole og en specialefterskole, virkelig kommer til sin ret med Epos.

Mathias Halgrener Granum, manden bag og skolens kommende forstander, ser i hvert fald allerede mange muligheder i skolens faciliteter: “Skolen har syværksted, keramikværksted, træværksted og endda en gammeldags smedje. Det åbner jo op for håndværk og design som valgfag på Epos, og ved at give gode rammer for at arbejde med kostumer vil vi også appellere til unge fra cosplay miljøet,” fortæller han begejstret, og fortsætter i samme åndedrag med at beskrive mulighederne udenfor:

“Skolens store udendørs arealer kunne være perfekte til en live-rollespils kampagne. Måske en søster kampagne til Østerskov Efterskoles populære Fladlandssaga. Så kunne eleverne fra de to rollespilsefterskoler af og til mødes til et større træf i det samme univers, og derigennem give hinandens historier ekstra dybde.”

 

Bitre konkurrenter eller samarbejde?

Når nu talen falder på verdens første rollespilsefterskole, Østerskov Efterskole i Hobro, så melder spørgsmålet sig: om denne nye skole ikke bliver konkurrent til Østerskov, hvis niende årgang netop er  startet. Men Mathias Halgrener Granum er hurtig til at gyde olie på de oprørte vande der skulle være.

“Epos og Østerskov er kollegaer, og vi havde ikke haft modet til at kaste os ud i arbejdet med Epos, hvis det ikke havde været for god støtte fra Østerskov Efterskole. Lige siden ideen til Epos blev undfanget, har vi været i dialog med Mads Lunau og Jakob Bavnshøj – forstander og viceforstander på Østerskov Efterskole. De har bidraget med uvurderlig ekspertviden indenfor det ret specialiserede felt ’hvordan man starter en rollespilsefterskole’.”

 

Det startede med en drøm; og rollespilscamps

Spiren til Epos blev lagt en sen nytårsaften, fortæller Mathias Halgrener Granum: “Til nytårsaften for et par år siden talte min kæreste og jeg om, hvilke drømme vi havde for vores liv. En af mine drømme var en dag at være med til at starte en efterskole. Jeg har en stor kærlighed til den skoleform, jeg har selv gået på to gode teaterefterskoler, og har været lærer på Vester Thorup Efterskole,” fortæller han, men der var også en anden indgangsvinkel til projektet:

“Efterskolen Epos voksede også i høj grad ud af mit arbejde med Fantasmos Rollespilscamps, som jeg afholder i skolernes ferier. Det er et arbejde jeg elsker, og jeg har spurgt mig selv: ”Hvordan kan hele mit arbejdsliv komme til at minde mere om en Fantasmos camp?”. Efterskolen Epos er det bedste svar jeg har kunnet finde på det spørgsmål.”

 

For dem, der ikke ved, de er rollespillere

Mathias Halgrener Granum kan beskrive de elever, han laver skolen for, i en sætning: “Vi vil gerne være en skole for rollespillere OG for unge, der endnu ikke ved, at de er rollespillere,” men han uddyber dog:

“Vi vil gerne nå unge, der har en hobby, der grænser op til rollespil, som for eksempel cosplay eller skuespil. Vi vil også gerne være en skole for ’bogslugerne’ – de unge, der læser den ene fantasy eller science fiction roman efter den anden, og måske har en drøm om selv at arbejde med at skabe fortællinger.” Endelig vil skolen prøve at nå dem, der har afvist rollespil på grund af misforståelser om, hvad denne brede hobby er:

“Der findes stadig unge, der afviser rollespil, fordi de har et for snævert billede af, hvad det er. Dem vil vi gerne kunne appellere til, så vi får mulighed for at vise dem den bredde af muligheder, som rollespil rummer.”

 

Vejen frem mod 2015

Efterskolen Epos har nu købt Danebod Højskoles bygninger med hjælp fra Sønderborg kommune, som har stillet med en kommunegaranti. Skolen har allerede fået de første 23 forhåndsindskrevne elever, og ambitionen er at have over 40 elever til det første skoleår.

“Vi har sendt vores ansøgning om forhåndsgodkendelse til undervisningsministeriet, og regner med at have den færdigbehandlet i løbet af September,” kan Mathias Halgrener Granum berette.

Næste store skridt er Efterskolernes dag d. 28 September, hvor skolen holder åbent hus i deres nye lokaler.

“Derudover vil vi tage bygningerne i brug til Fantasmos rollespilscamps i de fleste af skolernes ferier. Den næste bliver efterårsferien, og derefter kommer vores nytårscamp,” afslutter Mathias Halgrener Granum.

Hvis man overvejer et år på skolen, eller bare vil opleve god stemning og godt rollespil, er det allerede nu muligt at tilmelde sig efterårets Fantasmos camp på fantasmos.dk, som kommer til at foregå i skolens nye bygninger.

 

Én skole, der benytter spilbaseret læring, kan være et tilfælde – en oase i en alt for stor ørken. Men når der kommer flere skoler er det begyndelsen på en ny epoke for det at gå i skole i Danmark. Østerskov Efterskoles læringsrollespil er normalt baseret på venlig kappestrid. Vi er klar til venlig kappestrid med Epos. Og til at fortsætte det gode samarbejde. Der er landstævner for idrætsefterskoler. Hvorfor ikke for rollespilsefterskoler?
Mads Lunau, forstander på Østerskov Efterskole, om en ny rollespilsefterskole.

 

Mathias Halgrener Granum
Mathias er oprindeligt musiker, og har gået på Det Jyske Musikkonservatorium med saxofon og sammenspilsledelse
som hovedfag. “Jeg bruger stadig musik ret aktivt, også som en del af rollespil, hvor jeg ser det som et fremragende redskab til at
skabe billeder på nethinden.”
Senere skiftede han til musikterapistudiet på Aalborg universitet, hvor han tog sin kandidatgrad. De sidste par år har han arbejdet som projektleder i Dansk Flygtningehjælp, hvor han blandt andet har undervist pædagoger i, hvordan de kan bruge rollespil, musik og leg til at styrke integrationen hos tosprogede indskolingsbørn.
“Derudover arrangerer jeg kurser i spontan historiefortælling, og holder foredrag og workshops om samarbejde og kommunikation.”
Mathias er 33 år, og bor på en 4-generationers familiebondegård syd for Århus med sin kæreste Alea, deres søn Lucas samt Aleas forældre og bedsteforældre.