Det er fedt at blive god til noget – og alle kan blive det.
Specielt de sidste år af folkeskolen sad jeg og kedede mig gevaldigt bagest i klasselokalet. Man traskede fra den ene time til den anden. For det meste sad læreren og mumlede oppe ved katederet. Gruppearbejde endte i kast med viskelædere. Vi gennemgik de samme tyske verber time efter time. Det gled ud igen for de flestes vedkommende.
Man følte til tider en svag impuls til at spørge, hvad pokker det egentlig var, vi lavede der. Om vi egentlig ikke skulle blive gode til disse fag i stedet for blot at daske lidt til bogen og så give op, når det blev det mindste kompliceret. Glimtvis havde jeg en følelse af flow og begejstring når jeg virkelig leverede noget, jeg syntes var godt. Skrev en god stil. Knækkede koden i matematik. Men resultatet var oftest blot et venligt smil og et træk på skulderen fra underviseren. De andre elever var for det meste bedøvende ligeglade og sad med lange blikke ud af vinduet, hvis glas transformerede solens klare lys til en gusten gullig dis. Støvpartikler sejlede gennem atmosfæren i sneglefart ligesom min personlige udvikling og indlæring.
Jeg husker ikke én eneste gang en lærer fortælle mig: “Det der kan du gøre meget bedre”. Ikke den mindste påskønnelse til at bide sig fast og bryde igennem. Ikke én lektion om glæden ved at arbejde koncentreret og nyde frugterne, når man var blevet rigtig god og kunne bruge sine kompetencer. Jeg opfattede universet som næsten statisk og min personlighed ligeså. Man var enten god eller dårlig til at spille fodbold. God eller dårlig til musik. God eller dårlig til dansk stil. Og det kunne der laves lige så lidt om på som ens hudfarve. Og således fortsatte skolegangen som tilskuer til en uendelig række af begivenheder, lektier, projekter og fremlæggelser man kun dårligt forstod sammenhængene i eller værdien af.
Da jeg aldrig var blevet præsenteret for andet, troede jeg at læring blot var at opholde sig i klasselokalet. Således ville det, de voksne mente man skulle lære, selv sive ind i bevidstheden. Med andre ord var det nærmest tilstrækkeligt blot at møde op og trække vejret. Afgangsprøven, der lå som en diffus størrelse ude i horisonten, ville på magisk vis løse sig selv, hvis blot jeg mødte op og trak vejret – dag efter dag.
Det ramte mig som en mur på gymnasiet, da jeg blev stillet over for en vanvittig svær tekst i filosofi, som jeg ikke bare kunne sjoske mig igennem. Læreren bed mod forventning ikke på min indgroede automat-charme, der ellers normalt opløste klisteret på limpinden. Jeg var “stuck” og teksten kunne kun forstås, hvis jeg sad med en ordbog hele natten og ville forstå. Jeg var på nippet til blot at give op og synke ned i komfortzonen og den gamle vane med, at min blotte vejrtrækning ville give resultater. Jeg sled i det. Og for første gang oplevede jeg, at jeg kunne blive god til noget, som jeg til at starte med ikke fattede en brik af. Man kunne ændre sig. Man kunne blive bedre. Og det føltes fedt at blive bedre. Den eneste forhindring var min egen indstilling til tingene.
Der er også andre ting i livet end blot at være rigtig god til noget. Men at være kompetent og virkelig kunne bruge sine evner til at bidrage og udtrykke sig kreativt giver en stor værdi. Det giver selvtillid, og ens stadigt voksende repertoire af talenter skal nok komme en til gode. Det er slidet værd. Man lærer fransk og pludselig er verden fuld af sjove franskmænd. Man lærer at spille guitar, og før man ved af det, bliver man bedt om, at føre guitaren ved lejrbålet. Men lærer at danse og pludselig bliver alle dansegulv forvandlet fra noget man flygter fra i pinlig skam til noget man får et kick ud af.
Hvad enten man tror man er født dum eller klog, så er det dummeste af alt at tro, at man ikke kan ændre sig. Sandheden er, at ens psyke, talenter, krop, personlighed osv. er plastisk. Alle kan blive dygtigere, hvis de slår bagdelen i sædet, sætter foden på dansegulvet eller sætter fingeren til guitarstrengen og øver. Jeg har prøvet det selv og det er bevist af den moderne hjerne-videnskab (hjernen ændrer sig simpelthen fysisk, når man lærer). Jeg kan ting nu, jeg ikke turde drømme om som 14-15 årig, fordi jeg på forhånd havde accepteret en sandhed om, at læring skal foregå i et søvndyssende klasselokale og at jeg ingen indflydelse har.
Denne proces behøver ikke være surt slid. Det kan faktisk være vildt sjovt at blive bedre, hvis man gør det til en leg og en mission. Man skal selvfølgelig også afkode, hvilken teknik der er den mest effektive (der er intet så demotiverende som at føle sig lost). Hertil er mesteren over dem alle Tim Ferriss. Han har gjort det til sit livsstil at hitte ud af, hvordan man bliver god til ting så hurtigt som muligt.
Det er mit håb, at vi kan fremelske noget af den samme begejstring for læring på Epos.
Nyd denne video med Tim.
Lauge Schøler er lærer på Epos.
