Nybyggerne
Fem huse. Én ø. Hvem vinder magten?
På en fjern ø i Stormhavet bor fem grupper af nybyggere, som er rejst dertil fra hvert deres hjemland. Nogle er flygtet fra undertrykkelse og tyranni; andre er rejst ud i det ukendte for at prøve lykken. Men livet som nybygger er usikkert: Hvis de fem grupper skal klare sig i den nye verden, er de nødt til at danne alliancer og skabe et samfund, som bygger bro over deres forskelligheder. Men hvilken religion skal dominere øen? Vil ægteskaber på tværs af kulturerne kunne binde øens folk sammen? Og vil det lykkes øens råd at vælge en leder, som kan vinde respekt og opbakning fra alle øens folkeslag?
Nybyggerne er et rollespil, som handler om demokrati, familiedrama, mødet med det ukendte, og om at samarbejde på tværs af kulturelle forskelle. Spillet er sat i en ‘light’ fantasyverden à la Game of Thrones eller Skammerens Datter.
Har du aldrig spillet rollespil før? Det er ingen problem: Du får tildelt en mentor inden spillet, som kan hjælpe dig ind i din rolle og svare på dine spørgsmål både før og under spillet.
Se dokumentarprogram om Nybyggerne
Nybyggerne på Stormøen
Vi har haft besøg af et hold russiske journalister, som har lavet dette dokumentarprogram om Nybyggerne på Stormøen. Journalisterne var nødt til at forlade Rusland på grund af deres kritik af krigen i Ukraine, og arbejder nu for det amerikansk-ejede russisk-sprogede medie Votvot. Al tale er synkroniseret til russisk, men billederne giver en idé om spillet.
Hvem kan deltage?
Spillet er som udgangspunkt for dig, der går i 5.-9. klasse. Ældre rollespillere kan søge om at komme med som ‘Senior rollespillere’ eller arrangører. Nogle af vores Nybygger-scenarier er med overnatning, og i så fald skal du gå i 6.-9. klasse for at deltage. Dette vil fremgå af det enkelte scenarie.
Nybyggerne er et spil, som fokuserer på drama, karakterspil, politik og intriger. Men hvis man er en yngre spiller, som har mere lyst til eventyr og kamp, så er spillet designet sådan, at du også kan vælge at fokusere på det.
Hvornår holder vi Nybyggerne?
Vi holder typisk Nybyggerne 3 gange om året, i september/oktober, april og juni. Næste spil er:
23.-25. april 2027: For dig, der går i 6.-9. klasse. Alle deltagere overnatter fra fredag til søndag.
4.-6. juni 2027: ‘Nybyggerne senior’. For dig, der er 15-29 år. Yngre deltagere kan få dispensation til at deltage.
Tilmeldingsfrist: Typisk en uge før — men jo før du tilmelder dig, jo flere roller kan du vælge imellem. Tilmeldingen åbner nogle måneder før spillet.
Fem huse søger magten
Inden du ankommer til spillet skal du have valgt, hvilket af de fem huse du ønsker at repræsentere: de hårdføre Norigere, de elegante og elitære folk fra Thyros, de dystre slangetilbedere af Serpentia-ordenen, det filosofiske fællesskab Stoikerne, eller det omrejsende gøgler- og købmandsfolk Omarerne. Hvert hus holder sammen et stykke hen ad vejen, men er også præget af interne modsætninger og konflikter.
Norigerne
De hårdføre nordfolk, der sætter overlevelse og klanfællesskab over alt andet.
Thyros-folk
De elegante og kultiverede, der stiler mod skønhed, kunst og finesse.
Serpentia
De dystre slangetilbedere med mystiske ritualer og lidt uhyggelige traditioner.
Stoikerne
De filosofiske tænkere, der altid søger den rationelle vej fremad.
Omarerne
Det omrejsende gøgler- og handelsfolk, der kender til alle og alt.
Drama, magt og alliancer
Spillet handler om politik, forhandling, intriger og familiedrama. I løbet af spillet vil der blive afholdt en række store rådsmøder, hvor der skal stemmes om vigtige beslutninger, som vil få konsekvenser for resten af spillet. Der skal blandt andet stemmes om, hvem der skal vælges som øens vagtkaptajn, ypperstepræst/inde og fyrste, og om hvilke love og traditioner, der skal gælde på øen.
Ingen hus kan vinde alene: skal I stå stærkt på øen, må I danne alliancer på tværs af de andre fire.

Hvilken rolle kan jeg spille?
Når du tilmelder dig, skal du ønske 2-3 roller i prioriteret rækkefølge fra rolledokumentet (se link herunder). I god tid inden selve spillet får du at vide, hvilken rolle du har fået. Hvis du synes, det er svært at vælge rolle, kan du også tilmelde dig uden at vælge rolle — så vil din mentor kontakte dig og hjælpe dig med at finde en rolle, som passer til dig.
Står der allerede et navn ud for en rolle, betyder det, at en anden spiller allerede har fået rollen.
Selvskrevne roller: Du kan i dette scenarie ikke skrive din egen rolle. Du skal vælge en af de roller, som i forvejen er skrevet — men du må selvfølgelig gerne digte videre på den og give den dit eget touch. Det er vigtigt for os, at alle rollerne passer til hinanden og til universet. Undtagelse: Hvis du er yngre rollespiller, behøver du ikke vælge en af de skrevne roller.
Simplere roller til yngre spillere: Hvis du deltager som juniorrollespiller og ikke har lyst til at spille en kompliceret rolle, kan du vælge en rolle som eventyrer, opdagelsesrejsende eller kriger. Det eneste, du så skal forholde dig til, er, hvilket af de fem huse du vil være i. Din rolle behøver ikke at have en masse forhistorie eller relationer til andre roller. Det kan vi evt. hjælpe dig med at skabe selve spildagen, når du ankommer.
Sådan er en camp
For de ‘almindelige’ Nybyggerne-spil (altså ikke ‘Nybyggerne Senior’) gælder følgende:
- Ankomst. Fredag aften kl. 19.00 (du skal have spist aftensmad, inden du ankommer).
- Afgang. Søndag kl. 13.30.
- Juniorspillere. Ankomst lørdag kl. 12.00, afgang lørdag kl. 19.30 (gælder kun de spil Nybyggerne, hvor det er muligt kun at deltage én dag). Som juniorspiller skal du have spist frokost, inden du ankommer, og du skal have madpakke med til din aftensmad.
- Krus. Til alle scenarier er der ‘udskænkning’ af saftevand i spillets kro. Medbring selv et krus — gerne et, der ser lidt gammeldags ud, fx af keramik.
- Overnatning. Overnatning foregår i sovesal. Medbring selv liggeunderlag og sovepose. Arrangører og ældre spillere sover i Epos' gymnastiksal. Deltagere, der går i 6.-9. klasse, sover i Epos' teatersal. Du må også gerne sove i medbragt telt eller låne et lille 2-mandstelt af Epos.
- Tøj til at være udendørs. Meget af scenariet foregår udendørs. Sørg for at have tøj med, så du kan holde varmen — også om aftenen. Et inderlag af uld kan være en god idé. I spilområdet er der middelaldertelte, og der er også en indendørs ‘kro’ med tilhørende toilet. Hvis spillet foregår i sommerhalvåret: Husk solcreme!
- Kostume. Vi opfordrer dig til så vidt muligt selv at have kostume med. Har du intet kostume, eller har du brug for at låne noget til dit kostume, så kontakt din mentor, som kan hjælpe dig med at finde noget i Epos' kostumesamling. Hvis du er juniorspiller (det vil sige, hvis du kun deltager lørdag), skal du selv have kostume med.
- Regler. Under hele arrangementet gælder Epos' almindelige regler. Bemærk bl.a., at Epos er røgfri, og at snus og alkohol ikke er tilladt.
- Discord. Spillet har sin egen Discord-server, som du kan bruge til at møde dine medspillere inden spillet og måske danne nogle in-game relationer. Det er også via Discord, at du får kontakt til din mentor. Serveren er kun for dig, der faktisk deltager i spillet.
- Facebookgruppe. Spillet har sin egen Facebookgruppe, hvor deltagere (og forældre) kan se billeder fra spillet og fra tidligere afviklinger. Brug den fx til at koordinere transport, finde inspiration til dit kostume eller holde dig opdateret om kommende events.
Praktisk info
- Næste spil
- 23.-25. april 2027 · Nybyggerne Senior 4.-6. juni 2027 (15-29 år)
- Aldersgruppe
- 6.-9. klasse i april (alle overnatter) · 15-29 år (senior). Yngre kan få dispensation til seniorspillet.
- Pris og mad
- Går du i 5.-6. klasse, kan du deltage gratis som juniorrollespiller, der ikke overnatter, og så medbringer du selv madpakke. Det koster 300 kr. at deltage med overnatning fredag-søndag, og her er mad inkluderet i prisen. Det fremgår af det enkelte scenarie, om det er muligt at deltage som juniorspiller.
- Spørgsmål
- Spilleder Mathias Granum
mathias@efterskolen-epos.dk
50 54 54 67
Vil du vide mere om universet?
Spilleder Granum skriver på en historie i Nybyggerne-universet. Her er link til nogle kapitler, du kan bruge til at lære verdenen at kende. Historierne skal blot ses som inspiration til den generelle stemning i spillet. Historierne og de ting, der bliver fortalt, er ikke nødvendigvis ‘sande’ i dit univers, og det er altid dig som spiller, der bestemmer, hvordan du vil spille din rolle.
Tilmelding
Tilmelding til Nybyggerne 23.-25. april 2027 åbner her på siden nogle måneder før spillet. Typisk lukker den en uge før — men jo før du tilmelder dig, jo flere roller kan du vælge imellem.
Har du spørgsmål i mellemtiden, er du velkommen til at skrive til spilleder Mathias Granum.
Overvejer du at blive elev?
Epos-uge er for dig, der vil se og mærke vores hverdag i en uge, inden du beslutter dig.

