Når cosplayere går i køkkenet

AF MARTIN KINDBERG, KOMMENDE KØKKENLEDER OG LÆRER PÅ EPOS

Der var høj musik, sang og glade dage under hele campen i køkkenet, flere elever lærte at lave sushi og alle hjalp hinanden med at gøre arbejdet både sjovt og hurtigt.

Cosplay-campen 14-17 maj var den første Fantasmos Camp jeg har deltaget i, og det var en helt fantastisk oplevelse, som jeg gerne vil fortælle om. Lige et par ord om mig: Mit navn er Martin Kindberg, jeg skal undervise i fysik/kemi på Epos, samt være skolens køkkenleder. Jeg er 27 år, uddannet Cand. Scient. Biology. Desuden er jeg en “furry”, dvs. jeg tilhører en voksende fanskare der er kommet mere og mere ud i lyset de sidste par år. Det kan være en hel blog post i sig selv at forklare hvad furries er. Men kort fortalt er furries folk der føler en vis tilknytning til et dyr, lidt som nogle har et totem-dyr. F.eks. føler jeg mig tæt forbundet med ræve og hvad ræven står for; de er snu, kvikke, drillesyge/legesyge og omsorgsfulde.

Da jeg drog mod Epos onsdag aften var jeg spændt og nervøs; jeg har mange gange før lavet mad til mange mennesker, men aldrig med japansk tema, og det var vigtigt for mig at gøre køkkenet til en positiv oplevelse for alle. Deltagerne ankom, nogle i normalt tøj, nogle i cosplays, andre med øre og haler som om de var furries – livet var i sandhed kommet til den lille skole på den lille ø! Alle var utrolig søde og fyldt med energi, og der gik ikke lang tid før at en lystig snak om alt mellem himmel og jord brød ud ved bordene.

Det var en stor, positiv overraskelse for mig at opdage, at der er flere furries blandt Cosplay campens deltagere! Allerede efter min korte introduktion kom flere over til mig og begyndte og snakke om furries, og de blev meget glade da jeg fortalte at jeg havde fået en aftale i hus med Danmarks eneste fursuit firma (Alpha Dogs) om at komme til Epos og lave en workshop med de elever der måtte være interesseret i og lære at lave deres egen øre, haler, poter mm. Reaktionen var stor jubel og hoppen rundt!

I køkkenet igennem campen kom flere deltagere ind og hjalp med at lave mad eller vaske op, flere endda af egen fri vilje! Der var højt musik, sang og glade dage under hele campen i køkkenet, flere elever lærte også og lave sushi og alle hjalp hinanden med at gøre arbejdet både sjovt og hurtigt.

De store emner blev selvfølgelige også vendt i køkkenet: Hvor kedelig deres normale skoler var, den bedste ‘anime’ (dvs.: en særlig stil indenfor japansk animation/tegnefilm) eller hvilken én af drengene én af pigerne havde fået et godt øje til… Men flere var også super nysgerrige om hvad nu det der furry var, hvilket leder mig til det næste store øjeblik for mig: Midt på campen om aften ville jeg vise en enkelt deltager en youtube film om fursuits – altså suits (kostumer) af ens fursona (furry personlighed) som nogle tager på og går rundt i når lejligheden er passende, og før jeg vidste af det stod der en flok på 8 omkring min alt for lille bærbar og var helt oppe og køre over de flotte dragter. Midt i det hele kom Mathias ind i køkkenet og så meget undrende ud over at så mange mennesker var klemt sammen i et alt for lille hjørne; som han sagde: normalt ser han stress og hast i køkkenet, men her så han grinende folk,der havde tid til overs til at se en youtube film (eller.. mange….) uden at maden blev forsinket!

Det sidste store øjeblik kom da vi skulle have taget et gruppebillede og Esben (kommende dansklærer) drillende sagde: ”Ok, I skal se ud som om I lige har fået en ekstra tjans, 3 timers opvask i køkkenet!”  Esben havde nok forventet et meget trist billede, men til hans store overraskelse begyndte alle deltagere straks at hoppe, juble og skrige ”YAAY!!”, Esbens ansigt var guld værd.

Når unge mennesker jubler over at få 3 timers opvaske tjans i køkkenet, så ved man at ræven er i køkkenet 😉

Med andre ord, en fantastisk camp både som furry men også som køkkenleder, og jeg glæder mig utrolig meget til at Epos starter rigtigt op, så jeg kan bruge mere tid sammen med eleverne igen. Og til at vise de danske rollespillere, cosplayere og  furries, at Epos er en skole, hvor de er velkomne. En skole hvor man kan være sig selv.

Mvh. Kindberg aka Ræven

Cosplay camp på Efterskolen Epos

Læs desuden blogindlægget Min første Cosplay camp af Luise Natasja Hansen, eller se billeder fra campen i dette galleri.