Lev livet bæredygtigt

SKOLEMOTTO: LEV LIVET BÆREDYGTIGT
At leve bæredygtigt vil sige, at vi i dag gør ting, som vi i morgen ser tilbage på med glæde og tilfredshed. På Epos vil vi gerne tænke bæredygtighed ind i alt hvad vi gør. Blandt andet i de vaner vi har med vores krop og sind. Herunder er nogle eksempler.

MOTION
Bevægelse er den ældste form for leg. Og fysisk styrke giver os energi til at lære. På Epos vil vi bruge kroppen hver dag i 40 minutter inden frokost. Vi vil prioritere, at der er mange tilbud at vælge imellem. Hver elev bestemmer selv, om hun/han er til dans, jægersoldat-fitness, yoga, kårdefægtning, tumlebrydning eller noget helt sjette. Vores team af unge inspiratorer er med til at sikre gnisten i aktiviteterne.

UNDERHOLDNING DER GØR OS RIGERE
Nogle former for underholdning er som tomme kalorier: Den efterlader os med en hul følelse bagefter. På Epos vil vi prioritere den form for underholdning, som gør os rigere. Rollespil og teater bringer os tættere på hinanden, og gør os rige på fælles historier, som vi vil mindes og tale om lang tid efter.
Vi kommer også til at dyrke visse typer computerspil som en del af fællesskabet, men aldrig for at slå tiden ihjel. -Kun fordi vi synes det er for fedt.

ALKOHOL/FESTER
Alkohol hjælper os til at slappe af, og vise nogle andre sider af os selv end vi gør til daglig. – Men det er jo det, vi ønsker at gøre hele tiden på Epos! Gennem teater og rollespil giver vi os selv en pause fra gamle roller, og afprøver nye. På Epos vil vi gerne være vært for fede (og naturligvis alkoholfri) fester. Vi ser det som et godt alternativ til den klassiske model, hvor efterskoleelever lejer en hytte og drikker så meget, at de gør ting de fortryder dagen efter.