Elever med støttebehov

Hvad vi kan og ikke kan — sagt lige ud, så I kan træffe et oplyst valg.

Epos er en almen efterskole, som i begrænset omfang optager elever med støttebehov, såfremt der bevilges støttetimer fra kommune eller stat. Kontakt vores forstander, hvis I er i tvivl om, hvorvidt jeres barn kan klare en almindelig hverdag på Epos.

En anderledes hverdag

Hverdagen på Epos er anderledes end på de fleste andre skoler. Vi har valgt det, fordi vi mener, det skaber de bedste betingelser for elevernes læring og kreativitet. Vi er overbeviste om, at evnen til at rollespille og tackle udfordringer gennem øvelser, hvor man sætter sig i andres sted og samarbejder om løsninger, er vigtige færdigheder i vores samfund.

Vi gør rigtig meget ud af den legende tilgang, for vi tager spil alvorligt. Derfor er undervisningsugerne nogle gange helt dedikerede til temaforløb med rollespil og aktiviteter, der kræver alle elevers deltagelse. Elever med støttebehov bliver inddraget på det niveau, der passer dem — men udgangspunktet for de obligatoriske aktiviteter på Epos er altid deltagelse for alle.

Camp inden skolestart

Vi beder alle elever deltage på en camp inden skolestart, så den unge kan få en fornemmelse af, hvad Epos står for, og derigennem bedre kan vurdere, om Epos er den rette skole.

Lad os mødes

Tal med forstanderen

Forældre til elever med støttebehov er velkomne til at kontakte forstanderen direkte om efterskoleopholdet.