Hvordan ser en flagermuseambassadør ud?

P1160634

Her på Epos er der en brægen, hylen, summen og skræppen for tiden! Vi spiller læringsspillet Arternes Parlament, som er et rollespil, som kombinerer mål indenfor fagene biologi og samfundsfag. Kort fortalt befinder vi os i en ikke alt for fjern fremtid, hvor Als er blevet til sin egen nation, Alsanien, med et hypermoderne demokrati. Her er det ikke kun Homo sapiens, der har stemmeret, men alle arter som lever på øen! Det vil sige at hver enkelt plante, svamp, dyr har sin egen menneskellige ambassadør, som forsvarer deres interesser i Arternes Parlament.

Epoeterne har kastet sig ud i at leve sig ind i rollen som arts-ambassadører. Nogle har været ud i skoven og gå i rådyrenes fodspor, andre har interviewet de lokale køer eller nærstuderet strandens sølvmåger. Der er også opstået interessante alliancer arterne imellem og diverse tvister. For eksempel har epoeterne netop valgt at nedsætten en kommission – ledet af humlebierne – til at undersøge hvorvidt det er en krænkelse af bladlusenes rettigheder at myrene holder dem som “husdyr”…

På denne lidt grå sensommersøndag har vi haft besøg af tekstilkunstner Anette Slaatto, som afholdt en kostume-workshop i samarbejde med Inge, skrædder og håndarbejdslærer, og jeg selv, som er Epos’ biologilærer. Der har været godt gang i syværkstedet hele dagen og er blevet kreeret flotte flagermusevinger, uldne fåre-ben, elegante rådyr-ører og meget mere. Se flere fotos fra dagen her. Kostumerne kommer ganske snart i brug når epoeterne for alvor går in-character i Arternes Parlament i den kommende uge.

Af: Nina Tofte Hansen, lærer og spildesigner på Epos