Fantasmos Påskecamp – En spøgelsesjægers bekendelser

AF TUE THINGGAARD, KOMMENDE LÆRER PÅ EPOS

Epos er udsprunget af Fantasmos camps, og selvom Epos på mange måder bliver et andet væsen end Fantasmos, så er en camp det tætteste på Epos-oplevelsen man kan komme uden rent faktisk at være epoet. Når det første kuld starter til august så har de alle én ting til fælles: De har alle været på en Fantasmos camp. Derfor ville jeg, som kommende lærer på Epos, også utroligt gerne have den oplevelse med. Det er godt en uge siden jeg hjemvendte fra påskecampen og jeg sidder med en rigtig god fornemmelse i maven. Lige nu arbejder hele den kommende lærerstab på højtryk for at blive klar til august. Der skal laves læringsforløb baseret på Epos’ kerneværdier: kreativitet, glæde og legende læring. Vi skal have afstemt vores tilgang til arbejdet og sammenarbejdet, og der er tusinde små og store praktiske ting der bare skal på plads, når en efterskole skal grundlægges. For mig havde forløbet inden påskecampen båret præg af en signifikant faktor: Fraværet af dem det hele handler om, epoeterne. Misforstå mig ikke, mine kommende kollegaer er fuldstændig fantastiske mennesker, dygtige og fyldte med glæde og legelyst, og jeg glæder mig som et lille barn til vores næste arbejdsweekend. Men når vi mødes på Als så er bygningerne næsten tomme, de kommende elever blot spøgelser på nethinden, en forestillet størrelse. Så at opleve stedet fyldt med liv, værelser, stuer og gange fyldte med unge mennesker, sådan som det bør være, var noget jeg også gerne ville opleve, og Fantasmos leverede.

Jeg står ved siden af indskrivningsbordet, langt de fleste er ankommet, stedet er fyldt af en hundehvalpeagtig energi, hvor alle vælter rundt i alle og er overlykkelige for se og gense hinanden. Pludseligt lyder der et kampråb og en deltager kommer løbende forbi bordet med bøjet hoved og et skjold foran sig. Hun forsvinder ud af øjensyne og ned af en af værelsesgangene. At dømme efter lydene og min generelle fornemmelse for fordelingen af klumper af fantasmoser der er gået i kredsløb om hinanden, så er der nok 10-15 personer i den gang hun lige har stormløbet med sit skjold. Instinktivt retter jeg mig lidt op og lytter, hun havde et smil på læberne og det er sikkert bare leg, men alligevel… lydene af skjold-møder-kropsdel eller irriteret brok over en uønsket forstyrrelse udebliver, kun mere og højere latter genlyder fra gangen, jeg slapper af igen. Kort tid efter kommer hun tilbage forbi bordet, skjoldet nu på ryggen og et endnu større smil på læberne.

På Epos skal jeg være lærer i engelsk, samfundsfag og geografi, men jeg er også nørd. Rollespil, computerspil, brætspil, bøger, film, tv-serier, alt der på en eller anden måde kan betegnes som fantasy, sci-fi eller horror, jeg elsker det! Jeg har brugt det meste af mit liv på at elske det, og en af de tungtvejende grunde til jeg ansøgte stillingen var at blive en del af et interessefælleskab. Ikke kun fordi det er fedt at være omgivet af folk, der elsker det man selv elsker, men også fordi jeg tror på et sådant interessefælleskab er det bedste udgangspunkt til at skabe gode læringsmiljøer. Det fællesskab oplevede jeg på Fantasmos, og jeg nød hvert et sekund.

Brættet er sat, scenariet afgjort: Spillerne skal sørge for at én af dem når at dræbe 43 zombier før de alle er døde. En af mine medspillere (eller modspillere, da det er mig der styrer zombie-horden) har lige gennemsøgt pimp-mobilen og fundet ”Ma’s Shotgun”, et våben der gennem kreativ brug af gaffatape bedst kan betegnes som en geværmachete. Hun har vendt bilen mod et spawn-point (et sted hvor der hele tiden kommer nye zombier) og melder ud til resten af spillerne: ”Den her gade er min, der kommer ingen zombies igennem!”

Påskecampen adskilte sig fra tidligere camps i forhold til mængden af førstegangsdeltagere. Dette hænger selvfølgeligt sammen med, at mange af de, der overvejer Epos, ikke er tidligere fantasmosere og derfor lige skal prøve en camp inden de siger endeligt ja. En anstændig del af de garvede fantasmosere skal også starte på Epos og de kender hinanden i forvejen, så her var der en smagsprøve på hvad jeg kunne forvente i forbindelse med opstarten til august. Min oplevelse var et varmt, inkluderende og legende fællesskab. Selvfølgelig fandt folk sammen med gamle og savnede venner, men de nye blev også favnet med, og grupper opstod på kryds og tværs – omkring rollespil, brætspil, samtaler og fysiske aktiviteter. Jeg ville ikke kunne kaste en sten uden at ramme en gruppe af mennesker, der bare hyggede sig.

Vi har spillet mit gyserscenarie et par timer i ”Horror-hytten” eller ”Den Utroligt Dejlige Hytte Hvor Der Kun Sker Rare Ting” (som vi kaldte den i håb om at forbedre dens image). Som det er med gyserscenarier, så er det 90% af tiden utroligt hyggeligt at spille gys – vi sidder tæt sammen om et bord i stearinlysets skær, ilden knitrer sagte fra brændeovnen, der er stor vægt på stemning og spillerne har det sjovt med karakterspil samt at udforske forskellige horror-klichéer. Men en gang imellem så bliver det faktisk lidt uhyggeligt, især da vi sidder ude i en hytte mellem nogle træer og spiller et gyserscenarie der foregår i en hytte i en skov… ”nu bliver jeg lidt bange” melder en af mine spillere ud. Mest for sjov, men også lidt fordi hun måske rent faktisk er lidt bange. De andre spillere reagerer prompte ved alle at sætte sig hen ved siden af hende og lægge armene om hende og hinanden, ”så så” ”det skal nok gå”, vi griner alle sammen, jeg tager et billede, selvom det måske bryder atmosfæren for en stund, nogle ting er bare så kære at de skal gemmes til eftertiden. En time senere er vi helt opslugte af rollespillet igen, spillerne kæmper for deres liv og hvert terningeslag kan blive deres sidste – vi hygger os.

Jeg har en god fornemmelse i maven. De anonyme epoet-spøgelser på min nethinde er blevet erstattet af levende, varme, nørdede, hensynstagende, legende mennesker, med navne, særinteresser, måder at være nysgerrige på, måder at være trætte på, glade på, kritiske på, tænksomme på. Når jeg tænker ’det her bliver mine elever’ så tænker jeg lige bagefter ’jeg glæder mig helt vildt til august!’

Tue Thinggaard (f.1977) er cand.mag i etnografi og antropologi. Har siden 2012 arbejdet på Aalborg Universitet med at undervise og vejlede på det nye studie teknoantropologi. Tue flytter til Als med sin kone og sine to børn til sommer.

Tue Thinggaard (f.1977) er cand.mag i etnografi og antropologi. Har siden 2012 arbejdet på Aalborg Universitet med at undervise og vejlede på det nye studie teknoantropologi. Tue flytter til Als med sin kone og sine to børn til sommer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Se billeder fra Fantasmos påskecamp